Larm, trafik og forårsfornemmelser på Dalum Papirfabrik

Det er næsten som i gamle dage. Biler og lastbiler kører ind og ud, og lyde fra store maskiner blander sig med fuglenes forårssang. Så arbejdet er i fuldt sving, og der arbejdes på flere fronter. Selvfølgelig er det under fuld hensyntagen til de retningslinjer, som myndighederne har givet i forbindelse med COVID-19.

Arkitekter, rådgivere m.fl. er i fuld gang med at tegne og regne. De knokler for at finde de bedste løsninger for det nye boligområde og de kommende 45.000 kvadratmeter boliger. På selve pladsen er nedrivningen af de gamle bygninger nu i fuld gang.

Det kan du læse mere om i dette nyhedsbrev. Du kan også se, hvilke vejnavne Odense Kommune har valgt til området

Nedrivningen er i fuld gang

På Dalum Papirfabrik er nedrivningen for alvor gået i gang.
Arbejdet foregår efter de retningslinjer, som myndighederne har givet i forbindelse med COVID-19.
Cirka 20 medarbejdere fra nedrivningsfirmaet J. Jensen har deres daglige gang på området. Her arbejder de på forskellige nedrivningsprojekter. Under nedrivningen kildesorteres alle byggematerialer og det er en vigtig opgave.
Der bliver sørget for, at alle byggematerialer fra den gamle papirfabrik først bliver kildesorteret og dernæst transporteret det rigtige sted hen. Enten til genbrug, genanvendelse eller deponi.
Selve nedrivningsperioden er delt op i seks etaper og foregår resten af året.

Genanvendelse i stor stil

Målet er at genanvende så mange forskellige materialer fra nedrivningen som muligt til det nye store boligområde på papirfabrikkens grund.
Meget af det materiale, som bliver revet ned og brækket op, er beton. Beton er et materiale, som kan knuses og genanvendes. Planen er at genanvende hele 40.000 tons beton. Noget bliver brugt som en del af fundamentet i de kommende boliger. Andet bliver til underlag til veje og pladser. Cirka 10.000 tons teglsten fra bygningerne bliver også knust og genanvendt som blandt andet belægning til veje og stier i området.

Særlige effekter stilles til side

Inden nedrivningen gik i gang, blev der udvalgt og frasorteret forskellige effekter fra fabrikken. For eksempel specielle døre, vinduer og lamper. De er nu stillet til side til eventuel senere genbrug. Tanken er at genbruge dem i de nye boliger på Dalum Papirfabrik, hvis de passer ind på en spændende måde. Det er i vid udstrækning arkitekterne, der afgør genbrugen af de forskellige effekter i de nye boliger.

Projektering er også i gang

Lige nu er det de 20 nedrivningseksperter, der fylder mest på Papirfabrikken. Andre opgaver er dog også allerede i fuld gang.
Selve landskabsprojekteringen af grunden er startet, idet området skal byggemodnes. At grunden er byggemodnet vil sige, at der er anlagt veje, kloakeret, fremført vand og el. Alt sammen noget der skal være færdigt, før byggeriet af boligerne går i gang.

Otte nye vejnavne til ny bydel i Dalum

Vejnavneudvalget hos Odense Kommunes valgte i slutningen af februar de nye vej- og stinavne. Udvalget sørger for, at nye vejnavne ikke falder sammen med navne på andre planlagte veje eller boligområder i kommunen.
De otte nye navne på vejene er et godt eksempel på, at Dalum Papirfabrik, også som kommende boligområde, bliver et unikt sted. Navnene hylder både fortiden som en stor, stolt fynsk arbejdsplads og nutidens herlige grønne omgivelser ved Odense Å.

Nye vejnavne på Dalum Papirfabrik